Efter vores samtale med Peter Hyttel og Bledion Baraliu, formænd for Arbejdsgruppen om Digitalisering, fortsætter vores serie om de fornyede ACE-arbejdsgrupper med Dubravko Bačić og Oya Atalay Franck, formænd for Arbejdsgruppen om Uddannelse.

Fra arkitektstudier og overvåget erhvervserfaring til livslang læring og anerkendelse af kvalifikationer tager gruppens dagsorden fat på, hvordan arkitekter forbereder sig på praksis og udvikler deres kompetence gennem hele deres karriere.

I dette interview deler Dubravko og Oya deres faglige baggrund, skitserer deres prioriteter for de næste to år og diskuterer, hvordan uddannelse og praksis kan reagere på skiftende miljømæssige, teknologiske og samfundsmæssige behov. De forklarer også, hvorfor ACE-medlemsorganisationernes erfaringer og aktive inddragelse vil være afgørende for gruppens arbejde.

ACE: Kan du kort præsentere dig selv og fortælle os om din faglige baggrund?

Dubravko Bačić: Jeg er praktiserende arkitekt og lektor ved fakultetet for arkitektur, universitetet i Zagreb, hvor mit arbejde kombinerer undervisning, forskning og professionel praksis. Jeg studerede arkitektur i Zagreb, afsluttede en kandidatgrad i designstudier i arkitekturhistorie og teori ved Harvards GSD og fik senere min doktorgrad i Zagreb. Sideløbende med mit akademiske arbejde opretholder jeg en lille praksis, især inden for bevarelse af kulturarv og adaptiv genbrug.

Mit engagement i ACE begyndte i 2012, hvor jeg repræsenterede det kroatiske arkitektkammer. Jeg tjente i direktionen i ti år på tværs af fem perioder i 2014-2019 og 2022-2025 og ledede ACE Schools-programmet. På forskellige stadier koordinerede jeg også Adgang til Profession, Professional Practice og Research & Development. Dette ansvar har givet mig et perspektiv, der forbinder, hvordan arkitekter uddannes med de lovgivningsmæssige, organisatoriske og økonomiske forhold, de arbejder under.

Oya Atalay Franck: Jeg er arkitekt, arkitekthistoriker og pædagog og dekan for School of Architecture, Design and Civil Engineering ved ZHAW Zurich University of Applied Sciences i Winterthur, Schweiz.

Fra 2017 til 2024 var jeg formand for European Association for Architectural Education (EAAE). Mit arbejde samler undervisning, forskning, akademisk ledelse og internationalt samarbejde. Jeg bidrager også til peer reviews og akkreditering og tjener på juryer, der evaluerer professionelle og studerende projekter.

Jeg er styret af overbevisningen om, at kvaliteten af det byggede miljø skal være centralt for arkitektonisk uddannelse og professionel praksis. Det betyder at dyrke informeret dømmekraft, kreativitet og ansvar over for samfundet og miljøet.

ACE: Hvad motiverede dig til at blive formand for denne arbejdsgruppe, og hvad ser du mest frem til at bidrage med?

Dubravko Bačić: For mig er det at være medformand for denne arbejdsgruppe en fortsættelse af et mangeårigt engagement snarere end en ny afgang. Gennem Skoleprogrammet og ACE’s samarbejde med EAAE har jeg arbejdet på at bringe uddannelse og faglig forberedelse ind i vores bredere politiske diskussioner. Fælles tilrettelæggelse af den fælles ACE-EAAE-konference om opkvalificering i Bruxelles i 2023 var en vigtig del af denne indsats.

Vi bør også anerkende, hvor meget samarbejde der allerede findes: EAAE's sektorundersøgelse fra 2025 dokumenterer en betydelig inddragelse af eksterne praktiserende arkitekter i studieundervisningen blandt de undersøgte skoler. Udfordringen er efter min mening at bygge videre på disse forbindelser gennem vedvarende fælles arbejde med faglig forberedelse, forskning og efteruddannelse.

Det, jeg håber at bidrage med, er erfaring med at arbejde på tværs af ACE's politikområder og forstå, hvordan fælles holdninger udvikles ud fra forskellige nationale perspektiver. Sammen med Oya vil jeg gerne hjælpe med at omsætte fælles ambitioner til forslag, som medlemsorganisationer kan bruge, samtidig med at behovene hos både nye arkitekter og etablerede praksisser bevares.

Oya Atalay Franck: Min motivation er at bringe arkitektuddannelsen og faget i tættere dialog. Jeg ser uddannelse som en kontinuerlig proces, fra universitetsstudier gennem praktisk erfaring til læring gennem en karriere. Disse faser har forskellige formål, men de bør støtte hinanden.

Jeg har erfaring med arkitektuddannelse og akademisk lederskab på europæisk plan. Sammen med min medformand, Dubravko Bačić, ser jeg frem til at arbejde sammen med repræsentanter for ACE-medlemsorganisationer for at identificere fælles bekymringer og lære af forskellige nationale tilgange.

For mig skal denne udveksling fungere i begge retninger: Uddannelse skal engagere sig i praksissens realiteter, mens praksis bør drage fordel af den forskning, eksperimentering og kritiske refleksion, der finder sted i skolerne. Vi bør forberede arkitekter ikke kun til at reagere på eksisterende krav, men også til at stille spørgsmålstegn ved dem og hjælpe med at forme, hvad der kommer næste gang.

ACE: Hvad er arbejdsgruppens vigtigste prioriteter for de næste to år? Hvilken indvirkning håber du, at dets arbejde vil have på ACE-medlemsorganisationer og det bredere arkitekterhverv?

Dubravko Bačić: Fremme af de højeste standarder for arkitektuddannelse og styrkelse af det fælles grundlag for faglig kompetence bør være retningsgivende for alt vores arbejde. De elleve områder med viden, færdigheder og kompetencer, der er fastsat i artikel 46 i direktivet om erhvervsmæssige kvalifikationer, udgør et væsentligt fælles grundlag, men europæiske minimumskrav bør ikke blive et loft for uddannelsesmæssige ambitioner. Ved at bidrage til direktivets evaluering og eventuelle revision bør vi undersøge, hvordan disse krav fortolkes og anvendes i hele Europa, og hvordan de kan styrkes for at afspejle arkitekternes skiftende ansvar. Målet bør være at forbedre uddannelseskvaliteten og samtidig styrke den gensidige tillid, som faglig anerkendelse og mobilitet afhænger af.

En umiddelbar prioritet er EU's initiativ vedrørende overførsel af færdigheder, som kombinerer digitale kvalifikationer, en foreslået revision af direktivet om erhvervsmæssige kvalifikationer og nye ordninger for anerkendelse af kvalifikationer, der er erhvervet uden for EU. Vi bør støtte enklere og hurtigere procedurer, samtidig med at der skelnes mellem administrativ forenkling og de standarder, der kræves for uafhængig praksis. Ved undersøgelsen af de nye anerkendelsesordninger vil jeg fokusere på, hvordan ækvivalensen vurderes, om kravene til arkitektuddannelser konsekvent sikres, og hvordan erhvervet og de kompetente myndigheder bidrager til disse vurderinger.

Sideløbende hermed bør vi fortsætte med at fremme ACE's 5+2-model: fem års arkitektuddannelse efterfulgt af to års overvåget professionel praksiserfaring (PPE). Den væsentlige skelnen er mellem at gennemføre et akademisk program og være klar til at påtage sig selvstændigt fagligt ansvar. Personlige værnemidler skal tilbyde meningsfuldt tilsyn, klare læringsresultater, rimelig aflønning og erfaring med de forskellige faser af et projekt i stedet for blot at registrere den tid, der tilbringes på et kontor.

For løbende faglig udvikling (CPD) bør vi styrke dens status som en professionel forpligtelse, samtidig med at vi ser ud over akkumulering af timer eller kreditter. Dens værdi afhænger af kvaliteten og relevansen af læringen, herunder faglig dømmekraft, kontrakter, indkøb, finansiel forståelse og tilrettelæggelse af praksis samt ny teknisk viden.

Vi vil forfølge disse prioriteter i tæt samarbejde med andre ACE-arbejdsgrupper under ledelse af direktionen og med støtte fra ACE-sekretariatet. For medlemsorganisationer bør resultatet være stærkere argumenter for national fortalervirksomhed og praktisk vejledning om anerkendelsesreformerne. Vi bør også hjælpe de kompetente myndigheder med at forberede sig på nye digitale procedurer og kortere frister i erkendelse af, at en effektiv gennemførelse kræver tilstrækkelig ekspertise og kapacitet.

Oya Atalay Franck: Vores arbejde fokuserer på tre forbundne områder: direktivet om erhvervsmæssige kvalifikationer (PQD), erhvervserfaring (PPE) og løbende faglig udvikling (CPD). Sammen adresserer de, hvordan arkitekter kvalificerer sig, går ind i erhvervet og opretholder og udvikler deres kompetence gennem hele deres karriere.

Vi vil bidrage til ACE’s holdning til evalueringen og den fremtidige udvikling af PQD. Dette omfatter fremme af ACE's opfordring til fem års arkitektstudier plus to års praktisk erfaring og håndtering af anerkendelsesvanskeligheder, når akademiske og faglige kvalifikationer opnås i forskellige lande. Målet er at støtte faglig mobilitet og samtidig opretholde høje standarder.

For PPE ønsker vi at sammenligne nationale tilgange og undersøge kvaliteten og strukturen af overgangen fra studie til professionel praksis. For byggevaredirektivet er prioriteten at styrke livslang læring som et fagligt ansvar understøttet af adgang til relevant uddannelse af høj kvalitet.

Vores første skridt er at gennemgå eksisterende materiale og trække på medlemmernes erfaringer for at identificere, hvor der er behov for fælles handling. Dette omfatter undersøgelse af, hvordan regionale, nationale og europæiske politikker former uddannelse og praksis, og anvendelse af disse resultater til at informere ACE's fortalervirksomhed. Vi sigter mod at udvikle praktiske anbefalinger, der styrker faglige kompetencer og bidrager til at forbedre kvaliteten af det byggede miljø, samtidig med at mangfoldigheden i Europas uddannelsessystemer og faglige systemer respekteres.

ACE: Hvad ser du som den største udfordring eller mulighed på dette område for arkitekter i hele Europa? Hvilken udvikling skal arkitekter og praksis forberede sig på, og hvordan kan erhvervet reagere?

Dubravko Bačić: Jeg vil fremhæve erhvervets evne til at absorbere forandringer, ikke kun selve ændringerne. ACE-sektorundersøgelsen fra 2024 rapporterer, at mere end to tredjedele af arkitektoniske praksisser er enmandsvirksomheder. Dette er et vigtigt udgangspunkt for enhver diskussion om opkvalificering: En enkelt praktiker kan ikke organisere læring eller investere i nye kapaciteter på samme måde som et stort kontor med dedikeret personale og ressourcer.

Forslagene om mulighed for at overføre færdigheder kan også gøre grænseoverskridende arbejde og rekruttering mere tilgængelig, navnlig for praksisser uden særlig administrativ støtte. Men en digital registrering af en akademisk kvalifikation er ikke i sig selv bevis for retten til at praktisere, og lettere anerkendelse fjerner ikke behovet for at forstå lokale byggeregler, kontraktligt ansvar og professionelt ansvar. Jeg ser en nyttig rolle for medlemsorganisationerne her: hjælpe arkitekter med at navigere i disse forskelle og støtte deres forberedelse til arbejde i et andet land.

Risikoen er, som jeg ser det, at stigende forventninger udvider kløften mellem praksis med adgang til viden og støtte og dem, der kæmper for at holde trit. Forberedelse til lavemissionsbyggeri, omdannelse af eksisterende bygninger og digitale arbejdsgange betyder derfor også, at der tages fat på tiden, omkostningerne og tilgængeligheden af professionel læring. For praksis kræver dette at gøre kompetenceudvikling til en del af forretningsplanlægningen i stedet for at behandle det som noget, der skal passe ind, når et projekt slutter.

Min erfaring med at koordinere ACE’s Research & Development-område har styrket min interesse for at gøre europæisk forskning mere anvendelig i dagligdagen. ACE's EU-finansierede projekter udgør et værdifuldt grundlag herfor. Vi bør gøre større brug af deres resultater i sagsbaseret CPD, praktisk vejledning og samarbejde mellem skoler og kontorer, så adgangen til innovation ikke begrænses til dem, der er direkte involveret i forskningsprojekter.

Oya Atalay Franck: Jeg ser den centrale udfordring som at udvikle vores viden og færdigheder og samtidig bevare arkitektens evne til at bringe tekniske, miljømæssige, kulturelle og sociale overvejelser sammen. Klimatilpasning, omdannelse af eksisterende bygninger, cirkulært byggeri og digitalisering kræver alle denne bredde af dømmekraft.

Kunstig intelligens gør spørgsmålet særligt klart: at lære at anvende et værktøj er ikke det samme som at forstå dets antagelser, anerkende dets begrænsninger eller bedømme kvaliteten af dets resultater. Arkitekter bør engagere sig i disse teknologier kritisk, kreativt og etisk, samtidig med at de forbliver ansvarlige for deres beslutninger. Ligeledes skal ressourcebevidst design forbinde viden om materialer, energi og konstruktion med de rumlige og sociale kvaliteter på de steder, vi skaber eller transformerer.

Muligheden er at forbinde læring tættere med daglig praksis. Det betyder, at der skal afsættes tid til efteruddannelse og mentorordninger, og at der skal skabes tættere forbindelser til skoler og forskningsinstitutioner. Målet er at omsætte ny viden til bedre beslutninger – ikke blot at akkumulere yderligere tekniske færdigheder.

ACE: Hvilket budskab vil du gerne dele med ACE-medlemsorganisationer? Hvordan kan medlemmerne bidrage til arbejdsgruppens aktiviteter, og hvorfor er deres engagement vigtigt?

Dubravko Bačić: Jeg vil opfordre medlemsorganisationerne til at behandle denne arbejdsgruppe som et sted, hvor man kan udforme politikken og ikke blot modtage oplysninger om den. En lektion, jeg tager fra mine år i direktionen, er, at ACE er mest effektiv, når MO'er og delegerede hjælper med at definere problemet tidligt, før en stilling har taget sin endelige form.

Et nyttigt bidrag behøver ikke at være en omfattende national rapport. Et veldokumenteret eksempel på effektivt tilsyn, vanskeligheder på vejen til registrering eller et CPD-program, der virkelig fungerer for små praksisser, kan være lige så værdifuldt. Det, der betyder noget, er at forklare betingelserne bag det, og hvad andre kan lære af det.

Jeg glæder mig især over bidrag fra unge arkitekter og de kontorer, der beskæftiger og fører tilsyn med dem, sammen med bidrag fra undervisere og kompetente myndigheder. Deres erfaring kan hjælpe os med at teste, om et foreslået krav rent faktisk udvikler kompetence, og om den nødvendige støtte er tilgængelig. Deltagelse bør give medlemmerne noget, de kan bruge til gengæld: stærkere argumenter, nyttige sammenligninger og praktiske ideer til forbedring af deres egne systemer.

Oya Atalay Franck: Uddannelse er et fælles fagligt ansvar. Jeg opfordrer medlemsorganisationerne til at forelægge både deres erfaringer og deres spørgsmål for arbejdsgruppen.

Nationale bestemmelser, positionspapirer, eksempler på praktisk uddannelse og byggevaredirektivet og specifikke vanskeligheder, som arkitekter støder på, giver alle værdifulde udgangspunkter. Medlemmerne kan dele disse gennem vores fælles lager og hjælpe med at udvikle anbefalinger. Vi beder deltagerne om at fokusere deres bidrag på et af de tre emner, samtidig med at de forbliver en del af den bredere udveksling.

Dette engagement er afgørende, fordi troværdige europæiske holdninger skal være baseret på nationale realiteter. Vi er nødt til at forstå både, hvad der virker, og hvor der stadig er forhindringer. Dette vil hjælpe os med at identificere, hvor en fælles tilgang er nyttig, og hvor forskellige sammenhænge kræver forskellige svar.

Om formændene

Dubravko Bačić

Dubravko Bačić er praktiserende arkitekt og lektor ved fakultetet for arkitektur, universitetet i Zagreb. Han er uddannet i Zagreb og på Harvards Graduate School of Design og har en doktorgrad i arkitektur med forskningsfokus på moderne arkitektonisk uddannelse. Hans arbejde kombinerer undervisning og forskning med arkitektonisk praksis, især bevarelse af kulturarv og adaptiv genbrug. Han har været aktiv i arkitektrådet siden 2012 og har siddet i dets bestyrelse i ti år, ledet dets skoleprogram og koordineret adgang til erhvervet, professionel praksis og forskning og udvikling. I øjeblikket er han medformand for ACE Education Work Group.

Oya Atalay Franck

Oya Atalay Franck er arkitekt, arkitekthistoriker og underviser. Hun er dekan for School of Architecture, Design and Civil Engineering ved ZHAW Zurich University of Applied Sciences i Winterthur, Schweiz. Hun var formand for European Association for Architectural Education (EAAE) fra 2017 til 2024.

Hendes arbejde omfatter undervisning, forskning, akademisk ledelse og internationalt samarbejde. Hun bidrager med sin ekspertise til peer reviews og akkreditering af videregående uddannelsesinstitutioner og tjener på juryer, der evaluerer professionelle og studerende arkitektoniske projekter.

Hun sætter kvaliteten af det byggede miljø – og dets bidrag til menneskers liv – i centrum for arkitektonisk uddannelse og professionel praksis.