UIA BCN Congress kuratorer team. Foto af Silvia Poch

Forud for UIA World Congress of Architects Barcelona 2026 (28. juni – 2. juli) talte ACE med kongreskuratorerne om visionen bag denne skelsættende begivenhed og den rolle, arkitekturen kan spille i en verden under dyb transformation.

For første gang i UIA-kongressens historie blev arrangementets kuratorskab tildelt gennem en international to-trins konkurrence, der afspejler arrangørernes ambition om at udvide perspektiverne og øge kongressens globale relevans. Som den første by nogensinde, der er vært for UIA World Congress to gange, bruger Barcelona denne mulighed til at genoverveje både arrangementets format og indhold som svar på nutidens økologiske, sociale, kulturelle og teknologiske udfordringer.

Under temaet “At blive. Arkitekturer til en planet i forandring", kuratorholdet - Pau Bajet, Mariona Benedito, Maria Giramé, Tomeu Ramis, Pau Sarquella og Carmen Torres - forestiller sig Barcelona som et globalt laboratorium for debat, udveksling og refleksion. Kongressen, der er udviklet i samarbejde med et internationalt netværk af bidragydere og den videnskabelige komité, vil undersøge, hvordan arkitekturen kan reagere på de store omstillinger, der former vores samfund og miljøer.

Organiseret af Den Internationale Arkitektsammenslutning (UIA) gennem Det øverste råd for faglige sammenslutninger af arkitekter i Spanien (CSCAE) og Arkitektforeningen i Catalonien (COAC), Kongressen samler arkitekter, forskere, politiske beslutningstagere og praktikere fra hele verden.

I dette interview med ACE diskuterer kuratorerne de ideer, der driver kongressen, fra klimaindsats og bymodstandsdygtighed til boliger, materielle ressourcer, pleje og erhvervets fremtidige ansvar. Deres refleksioner giver et indblik i en kongres, der ikke kun søger at debattere forandring, men at udforske arkitekturens evne til aktivt at forme den.

ACE: Dit kuratorteam blev udvalgt gennem en international konkurrence, der ikke kun foreslog et koncept til UIA World Congress, men også satte spørgsmålstegn ved, hvad en arkitekturkongres kan være. Hvad repræsenterede denne oplevelse for dig som ungt team, og hvilken rolle tror du, konkurrencer spiller for unge kontorer?

Vi er et kønsafbalanceret team bestående af arkitekter fra forskellige generationer, med uafhængig praksis og et fælles engagement i undervisning, forskning og offentlig debat. For os åbnede konkurrencen et meget værdifuldt rum: det gav os mulighed for at deltage i at definere ikke kun kongressens tema, men også den slags samtale, som en sådan begivenhed kunne generere i dag.

Da en så vigtig begivenhed fandt sted i Barcelona, følte vi, at det var vigtigt at stille, hvilke spørgsmål arkitekturen skulle tage fat på nu, og hvordan en verdenskongres kunne blive mere end en række forelæsninger. Dette indebar naturligvis at invitere visse stemmer, men også at skabe åbne formater for deltagelse: gennem den internationale indkaldelse af deltagere udviklede studenterkonkurrencen, workshops og forskningsprogrammer sig omkring de seks tematiske linjer.

Konkurrencer kan være et meget sundt institutionelt redskab, når deres resultater respekteres og støttes ordentligt. I dette tilfælde var det første gang, at kuratorholdet fra UIA World Congress blev udvalgt gennem en international konkurrence. Det, der fulgte, har været næsten tre års intenst arbejde, samtaler og forhandlinger - ikke kun blandt de seks kuratorer, men med et meget bredere netværk af bidragydere, institutioner og deltagere.

ACE: Du har også bragt nye stemmer og perspektiver ind i denne proces. Hvilket budskab vil du dele med unge arkitekter, der forsøger at finde deres plads i erhvervet? 

Denne arkitektur kan praktiseres på mange måder. Bygning er naturligvis stadig afgørende, men arkitektens rolle er ikke længere begrænset til produktion af bygninger. Det kan også ske gennem forskning, offentlig politik, materialeeksperimenter, deltagelsesprocesser, kommunikation, kuratering, miljøpraksis, lovgivning eller nyttiggørelse af lokal og forfædres viden.

For yngre arkitekter er det måske vigtigt ikke at lede efter en enkelt foruddefineret sti. Erhvervet er meget bredere, end det ofte ser ud, og arkitektonisk viden kan være nyttig mange steder: i bygninger, men også i institutioner, lokalsamfund, forordninger, materialer, territorier og offentlig debat.

ACE: Kongresserne i dag er meget mættede med indhold. Hvad betyder det at kuratere ikke kun et program, men en oplevelse, der forbliver sammenhængende uden at blive præskriptiv? Hvordan besluttede du, hvad du skulle inkludere – og hvad du skulle udelade? 

Vi ønskede ikke, at kongressen skulle organiseres omkring en enkelt afhandling. En verdenskongres bør ikke kun tale fra ét synspunkt. Arkitektur beskæftiger sig samtidig med klima, boliger, materialer, teknologi, pleje, regulering, biodiversitet, ulighed og kultur. Enhver ramme, der var for snæver, ville have forenklet denne betingelse for meget.

Derfor udfolder Becoming sig gennem seks tematiske linjer: Mere end menneskelig, cirkulær, legemliggjort, indbyrdes afhængig, hyperbevidst og indstillet. Deres navne er bevidst åbne. De er præcise nok til at give struktur, men ikke så lukkede, at de udelukker uventet praksis. Kongressens sammenhæng kommer ikke fra at få alle til at sige det samme, men fra at skabe et felt, hvor forskellige holdninger kan mødes, være uenige og forurene hinanden.

Udvælgelsesprocessen var lang. Vi overvejede arkitektonisk kvalitet, men også geografisk repræsentation, kønsbalance, generationsdiversitet og forskellige måder at praktisere arkitektur på. Det var vigtigt, at kongressen ikke kun blev en række foredrag af kendte arkitekter. Det skulle også omfatte forskere, filmskabere, økonomer, ingeniører, kunstnere, offentlige agenter og kollektiv praksis. Denne blanding er, hvor kongressens oplevelse virkelig tager form.

ACE: Ideen om at blive  At blive. Arkitekturer for en planet i overgang indrammer arkitektur som en åben og udviklende tilstand. Hvilke observationer fra praksis, byer eller bredere samfundsmæssige ændringer førte dig til dette tema? Og hvordan sikrer du, at "at blive" forbliver en kritisk position snarere end en neutral beskrivelse af konstant forandring? 

Temaet kommer fra en meget simpel observation: De forhold, som arkitekturen fungerer under, ændrer sig meget hurtigt og ikke altid til det bedre. Klimaændringer, tab af biodiversitet, boligulighed, geopolitisk ustabilitet, turismepres, teknologisk acceleration og nye former for sårbarhed ændrer byer og territorier i alle skalaer.

Men at blive er ikke en neutral fejring af forandring. Ændring kan også betyde forskydning, spekulation, udvinding eller miljøskader. Spørgsmålet er ikke, om arkitekturen deltager i transformation, men hvordan den gør det, for hvem og med hvilke konsekvenser.

For os betyder Becoming at arbejde med det, der allerede eksisterer - bygninger, materialer, samfund, regler, minder, konflikter - og forsøge at guide disse forhold mod mere ønskelige fremtider. Det er en måde at tænke på arkitektur som en praksis med transformation snarere end udskiftning.

ACE: Barcelonas beslutning om at udfase korttidsudlejningslicenser inden 2028 markerer et stort skift i, hvordan byen håndterer boliger, turisme og overkommelige priser. Hvordan ser De denne beslutning i forbindelse med den bredere europæiske boligkrise? Hvordan vil dette emne blive behandlet under kongressen?

Boligkrisen i Europa kan ikke kun forstås som et forsyningsproblem. Det er også et spørgsmål om jordværdi, spekulation, turisme, finansialisering, regulering og retten til at blive i byen. Barcelona er et meget klart eksempel på denne spænding, fordi presset fra turisme og korttidsudlejning direkte påvirker hverdagens boligliv.

Beslutningen om at udfase korttidsudlejningstilladelser senest i 2028 viser, at lovgivning kan være et nødvendigt redskab til at beskytte noget så grundlæggende som retten til anstændige og økonomisk overkommelige boliger. Arkitektur alene kan ikke løse denne krise. Designkvalitet betyder noget, men det samme gør lejebestemmelser, offentlige investeringer, kooperative modeller, rehabiliteringspolitikker og transformation af den eksisterende boligmasse.

Kongressen behandler boliger fra flere vinkler: offentlig politik, andelsboliger, genbrug, pleje, kollektivt liv, lovgivning og retten til byen. Vi er interesserede i boliger ikke kun som en bygningstype, men som et af de steder, hvor arkitektur, økonomi og politik mødes mest direkte.

ACE: Kongressens visuelle identitet er meget stærk og umiddelbart genkendelig – brugen af gul skaber en klar tilstedeværelse i hele byen og dens kommunikation. Hvordan greb du grafisk design an som en del af kongressens intellektuelle og kuratoriske rammer?

Kommunikation er ikke sekundær i forhold til indhold. En kongres af denne skala har brug for stærke ideer, men den har også brug for et visuelt sprog, der er i stand til at gøre disse ideer synlige, tilgængelige og til stede i byen.

Den vigtigste grafiske identitet blev udvalgt gennem en konkurrence før vores udnævnelse som kuratorer, og er udviklet af Pràctica / Principi. Dens brug af gul giver kongressen en øjeblikkelig og genkendelig offentlig tilstedeværelse på tværs af forskellige medier og bymæssige sammenhænge.

Sideløbende hermed har vi arbejdet sammen med Judit Musachs og Pol Pérez om en række collager, der er forbundet med ideen om Becoming og de seks tematiske linjer. Disse collager illustrerer ikke temaerne bogstaveligt. De overlapper fragmenter, skalaer, referencer, materialer og atmosfærer. Det er meget tæt på, hvordan vi forstår Kongressen: økologiske spørgsmål overlapper med materielle spørgsmål, boliger med politik, teknologi med opfattelse, pleje med byggeri. Det grafiske arbejde hjælper med at udtrykke denne tilstand af blanding og indbyrdes afhængighed.

Åbent forum © Bliver: Arkitektur for en planet i forandring. Render af Anfibio

ACE: Programmet er meget rigt, der spænder over forelæsninger, debatter, udstillinger, workshops, besøg på stedet og studenterugen. Hvis du skulle dele et personligt kup de cœur, hvad ville det så være?

Det er vanskeligt kun at vælge ét øjeblik, men vi vil helt klart anbefale plenarforsamlingerne. Der vil være en for hver tematisk linje, i begyndelsen og i slutningen af hver dag. De er de øjeblikke, hvor de bredere spørgsmål i hver Becoming diskuteres kollektivt.

Det, der interesserer os, er, at disse sessioner samler forskellige lag af kongressen: langsigtede forskningsprojekter, kortsigtede workshopper, inviterede praksisser og de kritiske antagonister — figurer fra arkitektur og andre områder, der er blevet opfordret til at stille spørgsmålstegn ved, udvide og undertiden udfordre den kuratoriske ramme. Disse sessioner er ikke tænkt som resuméer, men som øjeblikke af konfrontation, syntese og debat omkring originale bidrag produceret specielt til Kongressen.

Er der øjeblikke, sessioner eller møder, du især ser frem til, eller som bedst udtrykker ånden i at blive? 

Måske det åbne forum. Hver aften efter sessionerne på CCIB mødes talere, der har deltaget parallelt hele dagen, på Les Tres Xemeneies del Besòs til en åben og uformel samtale.

Der er ingen forberedte præsentationer og intet fast script. Diskussionen vil starte fra de spørgsmål, der løber gennem kongressen - tid, transformation, tilblivelse - men kan bevæge sig i uventede retninger. Bagefter vil mad, drikkevarer og musik fortsætte samtalen ved havet. Denne kombination af debat, uformelhed, offentligt rum, postindustrielt landskab og fejring udtrykker ganske godt den atmosfære, vi håber, at kongressen kan producere.

Disseny Hub Glòries luftfoto, med tilladelse fra Ajuntament de Barcelona

ACE: Ud over selve arrangementet, hvilke mekanismer er der på plads for at sikre, at ideerne og debatterne fra kongressen fortsætter med at cirkulere, påvirke praksis eller føre til konkret handling bagefter?

Vi har aldrig forstået Kongressen som en tre-dages begivenhed. Becoming har allerede genereret forskning, workshops, publikationer, udstillinger, studenterarbejde og samarbejder, før kongressen selv finder sted. Nogle af disse materialer vil forblive gennem bogen og udstillingen; andre kan fortsætte gennem offentlige institutioner, skoler, kontorer eller yderligere forskning.

Selvfølgelig skal vi være forsigtige med tanken om, at en kongres kan producere øjeblikkelig handling af sig selv. Dens virkning afhænger af, hvad deltagere, institutioner og forvaltninger gør bagefter. Men Kongressen kan skabe et fælles grundlag. Det kan forbinde mennesker, der arbejdede separat, give synlighed til presserende spørgsmål og hjælpe med at skifte visse professionelle vaner.

For os ville succes ikke betyde, at ethvert forslag anvendes bogstaveligt. Det ville betyde, at Kongressen hjælper med at sætte spørgsmålstegn ved nogle vedvarende reflekser: bygge nyt som standard, rive for hurtigt ned, adskille design fra politik eller behandle materialer som abstrakte ressourcer. I en planet i forandring skal arkitekturen lære at reparere, genbruge, forhandle, pleje, lovgive og forestille sig anderledes.

Læs mere: https://uia2026bcn.org/