For et par uger siden talte ACE med Rudolf Gräf om Covid-19-påvirkningen, byfestivalen Street Delivery, klimasikker byudviklingstilgang, kvalitetsrum og arkitektonisk uddannelse.
ACE: Covid-19-krisen har mangedoblet spørgsmålene om byplanlægning og klimaspørgsmål. Hvordan vil arkitekter i dine øjne gentænke byer og genopfinde rum?
Rudolf Gräf: Under denne krise bemærkede vi, at "nærhedsrum" som steder i nærheden af dit hjem blev meget vigtigere, især når du bor i et kvarter med høj tæthed. Under nedlukningen var vi ikke i stand til at rejse langt, det var vigtigt at kunne have noget aktivitet i nærheden, tæt på dit hjem. Det viste også, at især bygadedesign ikke var op til opgaven.
Den måde, vi designede gader på i løbet af de sidste 50 år, manglede multifunktionalitet, faciliteter og mikroklima til fornøjelige og lokale udendørs aktiviteter. Ikke alle kan have en park eller en legeplads inden for 10 minutters gang fra deres hjem. Ikke alle kan gå 10 minutter. Der er mange mennesker, der ikke er unge nok eller tilstrækkeligt stærke til at gøre dette. I sådanne situationer skal selve gaden være i stand til at overtage og tilpasse sig. Arkitekter er generelt ikke involveret i gadedesign. Det ses snarere som ikke meget arbejde på højt niveau - ikke som de historiske, symbolske steder, som vi kan lide at designe. Der er også meget arbejde, der skal gøres på dette område for arkitekter, og jeg tror, at arkitektskoler generelt ikke er særlig gode til at formidle den type viden. På den anden side, når vi tænker på de direkte Covid-implikationer, som fysisk (social) distancering, viser det, at det virkelig øger kapaciteten i vores rum, som fortove, selv for det mindste sted, hvor 5-10 mennesker kan mødes – de har brug for en anden størrelse end hvad de har nu, hvis de overhovedet har nogen.
ACE: Lad os tale om den urbane festival Street Delivery, en begivenhed, der startede med missionen om at gøre byens gader mere tilgængelige for sine folk i stedet for for biler.
Rudolf Gräf: Det var et bibliotek, der startede Street Delivery-konceptet, fordi de ønskede, at deres gade skulle være mere livlig. I Bukarest var det heldigt, at det var i samme gade som arkitektordenen. De sætter kvaliteten af gaderne for fodgængere i perspektiv for at bringe liv til gaderne. De nærmede sig emnet meget tidligt og var interesserede i at have en god gade. Det tog lang tid at nå borgmestre og fagfolk. Selv i dag, i det mindste i Rumænien, forstår gadeplanlæggere, der er uddannet som sådan, ikke udfordringen, de ser bare det tekniske perspektiv. På den anden side ser arkitekter det ofte på en meget designorienteret måde. Meget få kan se på det fra et socialt perspektiv, fra perspektivet om en mikroklimaforbedring og modvirkning af klimaændringer, fordi det er et stort emne for det næste år. Vi bør udvikle mere dette for fremtiden. En gade er en god gade, når den er designet til de svageste. Hvis det svageste medlem af samfundet kan bruge en gade sikkert, betyder det, at du ikke gør noget forkert. Som samfund er det afgørende at have denne empati. I gadedesign ville det vise meget om, hvor meget du tænker på de andre.
ACE: Hvad er de største udfordringer, når man implementerer en klimasikker byudviklingstilgang?
Rudolf Gräf: For det første tror jeg, at den største udfordring handler om bevidsthed. Bevidstheden om, at dette fænomen ikke er en engangsting, som den storm, du havde sidste år i din by; Mange mennesker lever med håbet om, at dette var en engangsbegivenhed. Det sker en gang om 50 år. Nå, det er ikke tilfældet længere, og at have bevidstheden om, at denne top af dårligt vejr vil komme igen og igen, er meget vigtigt .
For det andet har vi ud over det strategiske koncept brug for et administrativt instrument for at sikre, at alle projekter, som byen gennemfører, reagerer på nogle af de problemer, som klimaændringerne rejser, for at sikre, at dette emne om klimaændringer er indlejret i hvert implementeret projekt. Hvis vi taler om selve klimaændringerne, ser jeg et meget stort problem for fremtiden: vandknaphed. Adgang til vand vil for mange dele af verden være en reel udfordring for den kommende tid med reelle geopolitiske og militære konsekvenser. Adgang til vand er noget, menneskeheden har kæmpet for i lang tid, men vi glemte det, og jeg tror, det vil komme tilbage med stor kraft.
ACE: I de seneste år har du arbejdet sammen med Helsinki Zürich om en ny byudviklingsprocedure baseret på Urban Design Management-konceptet. Kan du fortælle os mere om de nye værktøjer, du udvikler til inddragelse af interessenter, byudviklingskontrakter, private offentlige partnerskaber og samarbejdsplanlægning?
Rudolf Gräf: Ideen med vores projekt var at tvinge byplanlægningsinteressenter til at kommunikere mere med hinanden og styrke den uformelle del af byplanlægningen. Et af problemerne med byplanlægning er, at udvikling kun er et spørgsmål, der diskuteres mellem investor, bygherre og administration, f.eks. ved at udelade en stor del af samfundet. Vi mangler også værktøjerne, f.eks. i administrationen og i et samfund, til at forvalte dele af byen, hvor der er mange jordejere; alle er interessenter til en vis grad, hver af dem ønsker at tjene penge på sin jord, og i løbet af denne proces formår vi ikke at koordinere alle disse investeringer og udviklinger. Vi formår ikke at opbygge en by, der fungerer som en by, en by, der virkelig kan besvare spørgsmål, du har stillet, et fællesskab, der kan være støttende, og som fungerer som et fællesskab. Dette spørgsmål om koordinering af byplanlægning var i centrum for diskussionen, og byplanlægningsprocessen var grundlæggende at udvikle en procedure ud af flere workshops for at bringe alle sammen og ikke bare forsøge at opbygge et kompromis.
Tanken er at skabe merværdi for alle involverede. Implementering er også meget vigtig – bare ved at følge trinene i proceduren vil du ikke nødvendigvis nå dit mål, fordi arbejdsområdet er så følsomt, du arbejder med mange mennesker med mange interesser, så det afhænger også af, hvem der gør det. Men ideen var at vise i det mindste nogle retningslinjer for, hvordan en proces kan se ud, der virkelig tilføjer værdi for alle involverede, og derved opbygge en by, der kan give svar på spørgsmål som modvirkning af klimaændringer eller den, vi lever med – COVID 19: en beboelig by, der kan yde livsstøtte til sine borgere.
ACE: Hvad er din definition af et kvalitetsrum?
Rudolf Gräf: Det bør være et rum, hvor de svageste kan være frie og ikke udsættes for trusler, farer og risici. Et rum, der giver de svageste medlemmer af vores samfund mulighed for at leve deres liv så uafhængigt som muligt.
ACE: Hvad er fordelene ved at investere i vores arv?
Rudolf Gräf: Når vi taler om arv, taler vi ofte om genstande som beskyttede monumenter – men vi ville få mere ud af arven, hvis vi ser på historiske kvarterer som sociale og økonomiske økosystemer som helhed. Ved at se på dem som levende organismer vil vi se, at de tilbyder en masse plads, ikke kun til hukommelse, identitet og historie, men de tilbyder en masse plads til investeringer og vækst på den mest klassiske, økonomiske måde; hvor man kan skabe nye ting. For eksempel har byen Graz i Østrig, hvor jeg studerede, hvis historiske del er opført på UNESCO's verdensarvsliste, nogle af de mest spektakulære eksempler på moderne arkitektur i Europa. Dette er et meget godt eksempel, der viser, at en historisk by, uanset hvor værdifuld den er fra et historisk synspunkt, stadig kunne tilbyde plads til udvikling og nutidigt liv, og dermed mener jeg også nutidig arkitektur. For at gøre det og være i stand til at opnå den slags resultat, skal du have et meget åbent forhold til din historiske by, og du skal også være meget åben og retfærdig om, hvad du ønsker, at din by som helhed skal være. Vi ønsker alle, at vores byer skal være produktive steder, behagelige steder; Vi ønsker alle økonomisk velstand. Naturligvis er det centrale spørgsmål, hvordan dette gøres, og historiske kvarterer er en fantastisk måde at få bæredygtig byudvikling på, fordi du kan fortætte allerede bebyggede steder, du kan opbygge en identitet uden at udslette den eksisterende, og du kan også bygge videre på eksisterende strukturer, rum og menneskelige ressourcer. Emnet kan være lidt anderledes i Østeuropa sammenlignet med Vesteuropa, fordi østeuropæiske byer gennemgik en meget vanskelig halvtredsårig periode for historiske områder. Vesteuropæiske byer gjorde også ,, men bruddet var ikke så vigtigt, især det sociale brud. Jeg tror, at der er mange byer i Østeuropa, f.eks. i Polen, men også i Rumænien, som Sibiu eller Timisoara nu, hvor historiske kvarterer i de sidste 25 år er vendt tilbage fra at være, lad os sige, en negativ del af byen – dårlig infrastruktur, med forfaldne bygninger, masser af problemer, til igen at være symbolet på byer og kernen i østeuropæiske byer. Det viser, hvor modstandsdygtige historiske centre er i sidste ende. Byer kan overvinde lange perioder med økonomiske og politiske omvæltninger, vi har set, at efter årtiers forsømmelse kan byerne komme sig.
ACE: Kan du fortælle os mere om dit projekt vedrørende revitalisering af kulturarven i Rumænien?
Rudolf Gräf: Det var snarere en finansiel mekanisme, der for første gang gjorde det muligt for private ejere i Rumænien at få økonomisk støtte fra den offentlige forvaltning til at renovere deres historiske bygninger. Det var et pionerprojekt; Vi arbejdede i konceptfasen og i implementeringsfasen, som en del af et større team, det var en meget værdifuld oplevelse for os, fordi vi forstod, at det ikke er nok at sige, at arv er beskyttet. Det er ikke nok at sige, hvad der er forbudt eller ej på dette område, du skal have reelle mekanismer til at støtte investeringer i arv og de mennesker, der bor i dette historiske område, ejere eller lejere. Arv tilhører alle, men man kan ikke forvente, at almindelige mennesker bevarer pragten i nogle bygninger, der er mere end 100-150 år gamle. Selvfølgelig har du altid mulighed for at lade markedet beslutte, så alle beboere vil flytte ud, priserne vil stige, folk med penge vil købe og spekulere, de vil holde lejligheden tom i mange år, og bare for at vente en højere pris og sælge den. Men du ønsker ikke denne dårlige situation for den sociale revitalisering af nabolaget. Enhver offentlig myndighed bør være interesseret i at støtte ejere og lejere i historiske områder. Selvfølgelig er det normalt, at folk bevæger sig ind og ud – det gør foro til en livlig by – men vi lærte af dette projekt, der er meget vigtigt ikke at overlade revitaliseringen af de historiske områder til markedet alene. Det var en stor tendens i 90’erne/2000’erne, især i Østeuropa.
ACE: Hvordan ser du, at dine bygninger ældes?
Vi byggede vores kontor i et tidligere varmeanlæg, og vi havde ikke mange penge til at gøre det, så spørgsmålet om holdbarhed og materialer var nøglen. På den ene side, hvis du ved, hvordan du vælger dine materialer til at ældes godt, er dette en stor ting, og det bør ikke være et problem at se aldringsprocessen. Generelt tager vi, arkitekter og vi som samfund, tid til at vænne os til ældning af materialer; Vi accepterer, at sten ældes, træ ældes, men vi har meget svært ved at acceptere, at plastik bliver gult ved ældning. Jeg ved ikke, om det er noget, vi vil acceptere i tide, fordi plast kan vare evigt, er et meget godt materiale, er svært at ødelægge, men er meget grimt ved aldring. Spørgsmålet om aldring er interessant, fordi det også afhænger af, hvor brugt vi er til et materiale, der bliver gammelt.
ACE: Hvad adskiller dit arbejde fra andre nutidige praksisser?
Rudolf Gräf: Jeg kan nu i højere grad forholde mig til den rumænske kontekst. For vores arkitekturpraksis var det vigtigt ikke at sidde fast i et billede af 'skaberens' arkitekter, det er det billede, du vokser op med i skolen. Da jeg startede arkitekturskole i Rumænien, forstod jeg endda ikke det kollektive aspekt af praksis. Det lærte jeg først, da jeg flyttede til Østrig for at studere – at du kan udføre arbejde i store teams, og at det vigtigste ikke er at forsvare din idé, men at kunne pleje andre ideer, at overtale andre til at acceptere din måde at gøre tingene på, din vision. Så da vi etablerede kontoret, var det meget vigtigt for os ikke at fastsætte en stil i forhold til visse ting, vi ønsker at gøre, men virkelig at nærme os tingene pragmatisk, så når nogen søger efter en løsning, ønsker vi at finde en løsning på dette problem; Uanset om det er en gade, en historisk bygning eller en ny bygning, er det vigtigt at finde en løsning – det er ikke et spørgsmål om stil eller at være genkendelig. Jeg vil gerne tro, at alle de løsninger, vi finder, findes sammen med de mennesker, vi arbejder for, i den sammenhæng. En vigtig del af løsningsprocessen er at være i stand til at komme sammen med din klient og definere det problem, du arbejder på. Meget ofte, når en klient kommer med et spørgsmål eller et problem, der skal løses, ser det ud til, at vi bare besvarer det samme problem, men det gør vi ikke. Det er vigtigt at sikre, at det svar, du giver, handler om det samme spørgsmål og ikke et andet. Jeg synes, at procesdelen af design er vigtig. Jeg vil gerne gøre mere af denne del af participatorisk design i vores arbejde, for meget ofte mangler du tid til at gøre det, og det er ikke godt.
ACE: Hvad er efter din mening relevansen af arkitekturpolitikker?
Rudolf Gräf: For ti år siden havde vi i Rumænien et initiativ til en arkitekturpolitik, som bekendtgørelsen præsenterede for udviklingsministeriet og regeringen. På det tidspunkt forstod ingen rigtig, hvad en arkitektonisk politik skulle være. I mellemtiden har tingene udviklet sig, og jeg mener, at det er vigtigt, at arkitekterne regner med, at Europa og de nationale organisationer skubber arkitekturen på den politiske dagsorden, ikke som et spørgsmål om at designe bygninger, men som et spørgsmål om at designe vores bebyggede miljø. Her ser jeg også en stor mangel på vores uddannelse, der efterlader en masse begreber, og der er en risiko for, at vi på et tidspunkt ikke forstår det byggede miljø som et system. Mange gymnasier ser arkitektur som et spørgsmål om at designe bygninger, og det er noget, vi undgår på vores kontor, og jeg tror, det ville være godt, hvis arkitekturemnet på europæisk plan handlede om rummets arkitektur og ikke bygningernes arkitektur. Det er vigtigt at skubbe denne tilgang, og det er noget, som kun organisationer som ACE kunne gøre. Det er også meget vigtigt for erhvervets synlighed som helhed.
ACE: Du er mentor for CANactions School Programme SPACES. Programmet for fysisk planlægning for tilgængelighed, samarbejde og økonomisk bæredygtighed (SPACES) fokuserer på anvendelsen af europæisk interkommunal samarbejdspraksis og subregionale værktøjer til fysisk planlægning på en gruppe af reelt fungerende dannede territoriale samfund. Kan du fortælle os mere om det?
Rudolf Gräf: Jeg havde for fire år siden mulighed for at samarbejde med et ukrainsk initiativ til en uddannelsesplatform. I flere år har de arrangeret en af de største arkitektoniske festivaler i Østeuropa. Via denne uddannelsesplatform tilbyder de fem til seks ugers træningsprogrammer med fokus på emner som integreret byudvikling eller regional planlægning. For mig var det en stor mulighed, fordi de forstår sig selv som en del af den reform, Ukraine har iværksat efter 2014 – dette nye Ukraine, der er dynamisk, og som kan ændre tingene og virkelig gøre tingene. For mig var det også et program, der bidrager til Ukraines overgang til europæisk integration. Da jeg er fra Østeuropa, forstår jeg, hvor vigtigt det er, ikke at blive ladt alene af Europa mellem en sovjetisk fortid og en mulig europæisk fremtid. Så det gode ved dette program er, at det samler repræsentanter for den offentlige forvaltning, fra landdistrikterne. I år arbejder vi med seks sammenlagte hromadaer, som er flere bosættelser, der er grupperet sammen som en del af en stor reform, som Ukraine forpligter sig til at være mere effektiv med hensyn til administration., For rummet havde vi flere regioner sendt ansøgninger og en specifik region med seks hromodas valgt i det karpatiske område i Ukraine. Vi arbejdede med repræsentanter fra disse bosættelser, hromadas og med rumlige praktikere fra Ukraine, så unge fagfolk, der arbejder inden for byplanlægning, enten inden for fysisk planlægning, geografi, sociologi og så videre, ... Og hvad vi gør med dem, er dybest set at udvikle en handlingsplan i løbet af disse fem-seks uger, der forbedrer livskvaliteten i disse regioner og ser på, hvad de har til fælles, så vi bruger rummet som fællesnævner, og vi ønsker at identificere fælles handlingsområder, hvilke samarbejdsprojekter der er nødvendige for at gøre dette mest potentialer rum værdifulde, uanset betydning, ikke kun økonomiske. Så vi forsøger at hjælpe dem med at finde deres nye identitet som en gruppe bosættelser, der vil arbejde sammen i fremtiden, at se på dette emne fra et rumligt perspektiv og give dem en fælles forståelse af det rum, de bor sammen, og de ressourcer, de har sammen. I sidste ende vil vi i det mindste have et udkast til en handlingsplan, en liste over projekter, som de kan samarbejde om og gennemføre sammen: projekter, de kun kan udføre sammen og ikke separat.
ACE: Arkitektonisk uddannelse er nøglen til en bæredygtig fremtid. Hvad er de nye tendenser og tendenser? Hvad ser du udvikle sig i den nye generation af arkitekter?
Rudolf Gräf: Jeg ser en bredere interesse for emnet rum og samfund, ikke kun i design og bygninger. Jeg ser et større omfang og en dybere forståelse af, hvad der gør arkitektur. Sammenhængen mellem rum og samfund, der kommer til udtryk i arkitektur, er meget bedre forstået nu, end da jeg startede mine studier. Jeg vil gerne henvise til et fantastisk initiativ i Rumænien, siden flere år nu, kaldet De-a Arhitectura, som bringer arkitekturtænkning ind i de første skoleklasser, for børn fra 5 til 10 år. Det er et fantastisk projekt med fantastiske resultater, med et stort antal frivillige. Efter min mening er dette det mest succesrige uddannelsesprojekt i Rumænien og endda det mest succesrige arkitektoniske projekt, jeg nogensinde har set.
ACE: Hvad er dit råd til unge arkitekter?
Rudolf Gräf: Det ville være at være empatisk over for brugere af din bygning, kolleger og over for det sociale, naturlige og historiske miljø, du bygger i. Dette er en stor ting, og det er noget, du også kan studere; nogle gør det naturligt, andre ikke, men jeg synes, det skal være en del af uddannelsen.Da jeg startede, var der ingen Erasmus. Rumænien var dengang ikke en del af EU, så kun få af os havde mulighed for at studere i udlandet. I mellemtiden, på vores kontor, alle fra den unge generation studerede i udlandet med Erasmus, tror jeg, det er en af de bedste ting, du kan gøre. Jeg har set det igen i Ukraine nu, de havde ikke adgang til europæisk uddannelse indtil 2017 tror jeg, så nu er det meget lettere for de studerende at studere og rejse i Europa. Jeg har også set det i Rumænien og Ukraine, denne åbning mod Europa er en stor mulighed for mange unge og kloge mennesker, og jeg tror slet ikke, at det er svært at vende tilbage til dit eget land, tværtimod kan du komme tilbage med et nyt syn på tingene.
Om
Rudolf Gräf er arkitekt med en grad fra Graz University of Technology (TU Graz), medstifter af Vitamin Architects-kontoret i Timișoara og har arbejdet i internationale samarbejdsprojekter mellem Tyskland og Rumænien samt Tyskland og Ukraine med fokus på integreret, klimasikker byplanlægning og kulturarvsrevitaliseringsprojekter.
