ACE talte med Jeannette KUO om forskellen mellem at praktisere i Schweiz og USA, designkonkurrencer, bæredygtig fleksibilitet og den måde, hvorpå der undervises i arkitektur i skolen.
ACE: Fra USA til Schweiz, kan du fortælle os lidt mere om tilblivelsen af Karamuk Kuo, hvorfor du flyttede til Schweiz, og hvad er de vigtigste forskelle mellem praksis i USA og Europa. Jeannette KUO: "Vi startede vores praksis i Schweiz på grund af de muligheder, der var til rådighed i Europa, og som ikke var tilgængelige for unge arkitekter i USA – den fair og åbne konkurrencekultur, der gør det muligt for unge praksisser at få foden indenfor. Især i Schweiz kan unge kontorer konkurrere, vinde og opbygge en praksis gennem værdien af deres arbejde og uden netværk eller uoverkommelige ansøgningsprocesser i andre lande, der favoriserer allerede etablerede virksomheder. Og alt dette til virkelig vigtige og virkningsfulde offentlige, kulturelle og endda infrastrukturelle projekter, der definerer vores byggede miljø. Projekter som skoler, boliger og offentlige bygninger, som vi ikke ville have haft adgang til i starten af vores praksis i USA.
ACE: For arkitekten Dominique Perrault er "konkurrencer altid synonyme med opdagelser". Er arkitektkonkurrencer efter din mening synonyme med muligheder? en platform af kreativitet og kvalitet?
Jeannette KUO: "Absolut. Konkurrencer, især dem, der afvikles anonymt og er velorganiserede, sikrer, at den bedste idé ofte vinder og ikke kun projektet med et etableret navn bag sig. Ofte anerkendes gode idéer også gennem andenpræmierne — et økonomisk incitament og et moralsk løft til de deltagende kontorer, men endnu vigtigere giver disse også gennemsigtighed i udvælgelsesprocessen, hvilket er afgørende af hensyn til retfærdigheden. Samtidig fremmer konkurrencer også en bestemt kultur (Baukultur), hvor kvaliteten overstiger andre kriterier. Faktisk foregår den arkitektoniske diskurs i Schweiz gennem konkurrencer, da vi er vidne til typologier, der udfordres, genovervejes og forbedres gennem årene, efterhånden som de praktiserer hinanden."
ACE: Hvad adskiller dit arbejde fra andre moderne praksis, generelt og mere specifikt i Schweiz?Jeannette KUO: "Vores arbejde har tendens til at dukke op indefra og ud. Vi designer gennem en dyb forståelse af den givne situation, det være sig typologisk, programmatisk, kulturelt eller kontekstuelt og forsøger derefter at genoverveje brikkerne i puslespillet, der giver os mulighed for at fremme nye relationer. Ofte kan vores udgangspunkter virke ret banale, måske en byggekode, som mange har taget for givet og stoppet spørgsmålstegn, eller et sæt rumlige relationer, der synes mandat af konventioner af bygningstypen. Men vi forsøger altid at finde muligheder for at genoverveje og endda radikalisere disse konventioner. Meget ofte vi også pare ned til de væsentlige elementer i arkitektur, en økonomi af midler ved hjælp af struktur og tjenester som muligheder for at udforske rumlige dagsordener. I den forstand er vores arbejde ikke umiddelbart flamboyant eller ekstravagant, men det introducerer rumlig rigdom og endda storhed i hverdagens oplevelser ved at sætte spørgsmålstegn ved det velkendte.
Inden for Schweiz er vi måske outliers, idet vi opererer på tværs af skalaer og typologier og med lige så stor interesse for arkitekturens teoretiske, kulturelle og intellektuelle rolle som i dens fysiske og konstruktive eksperimenter. For os handler arkitektur ikke kun om at bygge, men om at opbygge en vidensmasse, der har historie, kontekst, men også en social og politisk rolle."
ACE: Hvordan tror du, at dine projekter bliver ældre?
Jeannette KUO: "Elegant, håber jeg! I vores projekter vælges materialerne ofte på grund af deres råhed og robusthed samt deres haptiske kvalitet. Vi undgår generelt overdreven beklædning af værkerne, men foretrækker at lade materialerne og konstruktionen være eksponeret og at anvende deres iboende egenskaber som en del af den dekorative overflade — f.eks. den livlige og ujævne mineraloverflade af eksponeret beton eller de intense mønstre af havkrydsfiner. Der er tale om materialer, hvis konstruktion, reaktion over tid og naturligt ufuldkomne udseende bliver en del af oplevelsen af bygningen – ikke noget, der skal skjules eller pudses over. Aldring er naturligvis også en del af det."ACE: Hvad er efter din mening relevansen af arkitekturpolitikker?
Jeannette KUO: "Hvis der med politikker menes en lokalitets kodekser og forskrifter, har disse potentiale til at sikre sikker praksis og tilgængelighed samt en vis kvalitet af det byggede miljø til gavn for samfundet. For eksempel ved at afskrække fra voldsom, ukontrolleret vækst i historisk betydningsfulde områder eller ved at fremme økologisk bevidste foranstaltninger. Politikkerne bør dog regelmæssigt tages op til fornyet overvejelse med hensyn til deres relevans, da de uundgåeligt er et produkt af den kulturelle og fysiske kontekst på tidspunktet for deres vedtagelse, som alle kan blive ændret og forbedret, efterhånden som samfundet bevæger sig fremad. Og som med enhver regel og regulering er det vigtigt, at de anvendes intelligent på måder, der tager hensyn til de forskellige faktorer i hver enkelt situation.
I vores egen praksis bliver koder og konventioner ofte det produktive udgangspunkt for et arkitektonisk koncept. Vi bryder dem ikke nødvendigvis, men vi anvender dem kreativt eller genfortolker dem."
ACE: "Hvis forandringer er den eneste konstante, er arkitekternes rolle at foregribe forandringer." Det betyder muligheder for fleksibilitet, tilpasningsevne og mangfoldighed. Er forventning det eneste svar? Jeannette KUO: "Der findes meget sjældent et enkelt svar på noget som helst inden for arkitektur. Tanken om at foregribe forandringer er bare min holdning til det, men det er heller ikke noget nyt. Det er helt åbent for fortolkning. Det er bare sådan, at vi i dag står over for et mere presserende krav om at revidere vores byggepraksis for at adressere bæredygtighed. Hidtil har det meste af diskussionen om bæredygtighed været gennem linsen af materialer eller energiforbrug. Meget lidt opmærksomhed er blevet givet til levetiden af bygninger eller hvad der gør dem ønskelige eller anvendelige over tid. Vi ser ofte bygninger, der er mindre end 50 år gamle og strukturelt sunde, blive revet ned, fordi de blev bygget så pragmatisk i en given æra, at de ikke længere imødekommer aktuelle behov. Hvis vi betragter mængden af ressourcer, der går til opførelsen af en ny bygning, samt den efterfølgende livscyklus, er det yderst problematisk, hvis vi ikke i tilstrækkelig grad tager højde for den bedste anvendelse af disse ressourcer.
Men selvfølgelig, hvis bygninger skal vare længere, så er der et større behov for at overveje deres kvaliteter ud over genstande, men som indvendige rum, der skal besættes. Hvis vi kan designe kvalitet og generøsitet i bygninger, så fremtidige generationer kan identificere sig med dem, kan vi måske forlænge en bygnings levetid." ACE: Påvirker det som lærer den måde, hvorpå der undervises i arkitektur i skolen? Jeannette KUO: "Absolut. Meget ofte ser vi studieopgaver i skolen med fokus på fashionable tendenser eller produktion af trendy "eye-candy" snarere end på de mere grundlæggende elementer i arkitekturen, der modstår tid eller funktion. På en måde håbede jeg at fokusere diskussionen på det væsentlige i arkitekturen, de grundlæggende elementer, der definerer kvaliteten af de rum, vi besætter, uanset deres funktion. I løbet af min tid som studerende i USA fokuserede studieprojekter ofte på museer eller lignende exceptionelle bygningstyper, som måske 1% af arkitekter nogensinde komme til at designe. Vi blev også undervist i en meget intellektualiseret proces, der favoriserer betragtningen af bygningen som et objekt eller et system, set udefra, snarere end som en levet oplevelse. Dette ville ofte resultere i ubehagelige overraskelser, da vi gjorde vores vej inde. Med mine egne elever har jeg forsøgt at vende processen. At gå indefra og ud. At forstå, at rummet er vores primære medie, samtidig med at vi ved, at bygningen naturligvis stadig spiller en afgørende rolle i bymiljøet." ACE: Karamuk Kuo Architekten har planlagt bæredygtig fleksibilitet i udformningen af et udgravningscenter på det romerske arkæologiske område Augusta Raurica i Schweiz. kan du fortælle os mere om dette projekt, der integrerer bæredygtighed og kulturarv.
Jeannette KUO: "Det arkæologiske center behandler direkte nogle af de idéer, vi har drøftet. Kort sagt er det et projekt, hvis identitet defineres af varighed og forandring – en kulturarvs og dens institutions varighed og den forandring, som sådanne institutioner står over for, når de tilpasser sig deres skiftende kontekst. Dette er et projekt, der huser en institution bestående af mange afdelinger med meget forskellige aktiviteter, fra arkæologerne, der gør udgravningerne til forskere, miljøforkæmpere og tegnere, der rekonstruerer fundene, til marketing- og PR-folk, der gør deres offentlige og uddannelsesmæssige programmering, til vedligeholdelsespersonalet, der arbejder på frilandsmuseet. De mange forskellige brugere betyder, at bygningen skulle rumme alle de forskellige aktiviteter og samtidig fremme deres kollektive identitet som en enestående institution.
Samtidig vil bygningen huse den stadigt voksende samling af arkæologiske genstande, da stedet forventes at forblive aktivt i de næste par århundreder. Denne voksende samling samt de skiftende typer arbejde, der blev udført i bygningen, betød, at bygningen skulle rumme potentielle omorganiseringer og udvidelser, samtidig med at dens arkitektoniske image og identitet blev bevaret. Med udgangspunkt i disse begrænsninger designede vi et stærkt rumligt system, der kunne tilpasse sig og udvide sig, mens det stadig fremstod komplet på et givet tidspunkt.
Dette rumlige system var samtidig det strukturelle system og tilrettelæggelsen af de tekniske tjenester, hvilket ikke blot betød, at funktionaliteten ville blive opretholdt gennem alle fremtidige ændringer, men at det ville blive gjort med en økonomi af midler, der prioriterer den rumlige karakter."
ACE: Hvordan vil arkitekturen efter din mening se ud i de kommende år og årtier? Hvad er de nye tendenser og tendenser? Jeannette KUO: "Jeg tror, at en af de stærke tendenser i de kommende år vil være bæredygtighed, men ikke nødvendigvis på den måde, vi har kendt det indtil nu. Hidtil er bæredygtighed for det meste blevet behandlet som en nichetjeneste eller som et add-on, men for det meste har det ikke ændret den måde, de fleste arkitekter designer på. Jeg tror, det skal ændres. Disse spørgsmål er nødt til at blive mainstream. De skal være forrest og midt i den måde, vi designer på. Det betyder, at designkoncepter og strategier ikke kun vil konfrontere spørgsmål om energi og ressourcer, men også om kvalitet, levetid og vigtigst af alt social bæredygtighed. I arkitekturen såvel som i vores byer og bredere bebyggede miljøer vil den måde, hvorpå vi som arkitekter bygger samfund gennem de rum, vi designer, være et vigtigt vidnesbyrd om vores erhverv."
ACE: Alejandro Aravena instruerer dem, der lige er begyndt, til at være så nørdede, frie og oprørske som muligt. Hvad er dit råd til unge arkitekter?
Jeannette KUO: "Vær ikke bange for at fejle. De mest innovative og dristige værker kommer fra arkitekter, der udfordrer normerne og tager risici, der måske ikke betyder øjeblikkelig succes. Og udbredelsen af arkitektur som billeder i medierne modsiger faktisk de mange, mange timers hårdt arbejde og de mange falske begyndelser, der ofte går forud for virkelig vellykkede eller banebrydende projekter."
Omkring.
Jeannette KUO er grundlægger af Karamuk Kuo Architects med base i Zürich. Hun er også adjunkt i praksis ved Harvard University Graduate School of Design (GSD).
